Allehelgen

Et lys bliver tændt

Hvert år i slutningen af oktober og start november markerer vi Allehelgentiden. I Viby Kirke har vi en hel Allehelgensuge op til Allehelgensøndag, dedikeret til at mindes og tænde lys for dem, vi har mistet, samt takke for håbet og troen på, at vores kære nu har hjemme i Guds kærlighed.

I løbet af ugen vil der bl.a. være Allehelgenløb for børn og en musikgudstjeneste med Allehelgentema. Hold øje med forsiden af hjemmesiden, hvor de præcise datoer og arrangementer meldes ud år for år.

De dødes dag på Vestre Kirkegård

Lørdagen op mod Allehelgen er der De Dødes Dag på Vestre Kirkegård i Aarhus - en fælles mindedag for alle, der har oplevet at miste. Programmet for dagen lægges op på forsiden af hjemmesiden.

Allehelgensøndag

I Viby Kirke er der to gudstjenester på selve Allehelgensøndag (den første søndag i november):

Om formiddagen en almindelig højmesse kl. 10, men med Allehelgen som tema.

Om eftermiddagen en specialgudstjeneste kl. 16 med vægt på både musik og stilhed, hvortil pårørende til det seneste års bisættelser og begravelser er særligt inviteret, men alle er velkomne.

Man får ved indgangen udleveret hjerter af karton, hvor fornavnet, på den man har mistet, kan skrives. Undervejs i gudstjenesten bliver der så anledning til at hænge hjerterne op på et ”mindetræ” og tænde lys. På den måde vil vores kære være med i tanke og handling, uden at navnet bliver læst op.

Efter gudstjenesten er det muligt at sætte levende lys ud på gravstedet. Kirkegårdslysene vil stå klar i våbenhuset og man er velkommen til at tage et med ud. Har man ikke gravsted på Viby Kirkegård, kan man evt. sætte et lys på fællesgraven bag kirken

Derudover byder vi efter gudstjenesten på en kop varm suppe i våbenhuset, inden vi hilser af.