Bøn: Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord!
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Overskriften på min prædiken i dag bliver: Mere end en klase muslinger! Det er en vending, jeg har fundet hos den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Han skriver et sted i selvbiografien ’Min kamp’:
”Hvad var det menneskelige værd? Hvad var mennesket på jorden andet end blot et kryb blandt andre kryb, et liv blandt andre liv, som ligeså godt kunne manifestere sig som alger i en sø, svampe i en skovbund, rogn i en fiskemave, rotter i en rede eller en klase muslinger på et skær? …Åh, der fandtes andre perspektiver, for den samme verden, kunne den ikke ses som et mirakel af kølige floder og vidtstrakte skove…Jo, det kunne den, for mening er ikke noget vi får, men noget vi giver. Døden gør livet meningsløst fordi alt hvad vi nogensinde har stræbt efter, ophører med den, og den gør livet meningsfuldt fordi dens nærvær gør den smule vi har af det, umisteligt, hvert øjeblik kostbart.” [Bd.2, s. 110]
Det synes jeg, er godt skrevet. Vi bilder os ofte ind, at verden kun er alt det, vi kan se, måle og veje. Men sådan en tankegang har altid for mig stået som udtryk for et indsnævret og forkomment verdensbillede. Hvis vi kun har modet og viljen til at tro på det, som videnskaben kan bevise, så er livet efter min mening blevet fantasiløst og kedeligt. Som dem, der siger, at når man er død, så er der lukket og slukket. Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg forstår ikke, at man kan have en så fasttømret tro på, at den menneskelige eksistens ikke er spor andet end en samling molekyler i det store uendelige univers. Jeg forstår ikke, hvordan man kan tro på, at der ikke er noget efter det jordiske liv, - ja, at der ikke er en opstandelse og et evigt liv – et sted derinde på den anden side.
Jeg forstår godt, at man kan komme i tvivl om det alt sammen og jeg forstår, at det indimellem kan være svært at tro, men jeg har det trods alt fuldstændig som digteren Søren Ulrik Thomsen, når han siger: ”Tanken om opstandelsen og det evige liv er i sandhed hinsides al fornuft, men samtidig forekommer den mig ikke længere mere fantastisk end det forunderlige liv, vi allerede lever. ”
Så enkelt er det i virkeligheden.
test 2
Jesu afskedstime
I dagens tekst hører vi Jesus sige til disciplene:
“Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.”
Det er Jesu afskedstime – og det er skærtorsdag aften. Han trøster disciplene, som er dybt rystede over det, de har hørt ham fortælle: at han inden længe skal lide og dø og skilles fra dem.
Det han siger, er: ”Jeg ved, at det hele virker så meningsløst, for jeg vil snart forlade jer. Men I må ikke tabe modet, jeg vil komme tilbage til jer, om end på en anden måde!”
Det Jesus sagde til disciplene dengang er ligeså relevant for os mennesker i dag. Også vi kan blive ramt af tanken om, at alting forekommer så meningsløst. Hvorfor skal vi leve adskilt og føle os så ensomme i denne tid? Hvorfor skal nogle blive syge og måske dø? Ja, hvorfor skal vi selv dø? Hvad er der på den anden side?
Sådan tænker vi, når vi føler os forladt af Gud, - når vi er ladt ene tilbage, og hvem falder ikke engang imellem for den fristelse?
Spørgsmål, krav og indvendinger
Måske har også vi de samme spørgsmål, og indvendinger - den samme barriere at overvinde - som disciplene dengang. Læg mærke til, hvordan de gik i rette med deres mester:
Thomas, - eller ’tvivleren’, som han kaldes, sagde til Jesus: “Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Sådan taler det fortvivlede menneske, der oplever meningsløsheden i sit liv. For hvad er meningen?
Den anden discipel, Filip, tog til genmæle og stillede krav: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Vi kender det udmærket fra os selv: Lad os bare få lov at se Gud selv, så vi kan tro på ham! Lad os nu få et konkret bevis på, at der ér et liv efter døden! Og vi forstår godt, hvad Filip ønskede. For vi er heller ikke en snus bedre. Vi foretrækker også at bygge vor tro på kendsgerninger, på dét der kan måles og vejes.
Men Jesus sætter både disciplene og os på plads. Han ofrede hele sit liv på at få os til at forstå, hvad Guds mening er med det sin skabning. I ét og alt havde han været et billede på Guds kærlige vilje. Men, siger Jesus: “Vil I ikke tro, så tro dog på grund af selve gerningerne”.
Hvilke gerninger, spørger vi? Jo, naturligvis de gerninger, Jesus havde gjort. For hvem i hele verden har elsket sin næste som Jesus? Han helbredte de syge og opvakte de døde - de gerninger, som er al mulig tro værd!
Vejen, sandheden og livet
“Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Jesus. De ord har en ganske særlig betydning. Andre religioner taler jo også om Vejen, og tænker dermed på de leveregler, man skal overholde for at komme til Gud. Men når Jesus siger, han er vejen, så siger han dermed: Den, der tror på mig, er allerede kommet i mål, for jeg er gået igennem lidelsen og døden og opstandelsen for jeres skyld. Derfor spørger han hver eneste af os: Hvad leder du efter? Du behøver ikke længere at søge, for du har allerede fundet meningen med det hele! Skatten ligger lige ved dine fødder. For det er mig, som rummer hele vejen og hele sandheden og selve livet!
Jesus er vejen, men han er også Sandheden, siger han. Når Jesus siger, at han er sandheden – så er det ikke en sandhed vi skal spekulere os til. Der er ikke en sandhed, der kan måles og vejes ved hjælp af videnskabens metoder. Sandheden, som Jesus taler om, det er Guds rige - det er Guds virkelighed, hvor alle de grænser som døden og livet sætter for os mennesker, er slettet ud, skyllet væk, tilintetgjort. Han ønsker bare, at vi skal holde os til den sandhed.
Jesus siger også: “Jeg er Livet”. For det samme liv, som han levede i tro på Gud og til gavn for sin næste - det samme liv skal vi leve og frimodigt slide det op til sidste trevl.
Midt iblandt os er Guds rige
Og endelig: Jesus siger, at han går bort for at gøre en plads rede for os, for at hvor han er, dér skal også vi være. I himlen er der mange boliger, siger Jesus. Men der er også et liv, vi skal leve hver især lige nu og her. For Jesus har lovet at komme til os, hvor end vi er, med sin Ånd og sit Ord. Han favner os allerede her på denne jord, for også her midt blandt os findes Guds rige! (DDS 320)
Vi opfordres til på trods af døden og alt, hvad der skiller os fra Gud og hinanden, at holde fast ved livet i troen på Gud - det liv, som han gav os fra begyndelsen, og som han ikke vil, at vi på noget tidspunkt skal miste.
For vi er mere end en klase muslinger på et skær!
Amen!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første
