Søndag den 17. maj 2020
Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne:
Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.
(Rom. 8,24-28)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
(Joh.17,1-11)
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Så er det lige før – at vi må åbne kirkerne for gudstjenester igen. Det har vi håbet på længe, at det snart ville blive muligt, - og så er det altså nu – lige om lidt, at det sker!
Fra på torsdag, Kristi Himmelfarts dag, kan man igen komme til gudstjeneste her i Viby kirke og i kirker landet over – godt nok på lidt forandrede vilkår – men vi kan samles igen. Og det er godt.
For vi er virkelig blevet prøvet på vores tålmodighed. Har lært at udskyde behov.
Lige fra konfirmanden, der har måttet opleve sin store dag udskudt helt til starten af 8. klasse – over brudepar som har valgt at vente, til de kan holde den fest, som de havde drømt om – over alle de sørgende, der har valgt at skubbe med en urnenedsættelse, for at kunne samle hele familien til afdøde ved en senere lejlighed.
Og så alle os. Som bare gerne har villet kunne fejre gudstjeneste igen. Ikke længere hver for sig – foran fjernsynet eller computeren. Men sådan rigtig - i Guds eget hus.
Men - får vi så at vide i dag: ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?”
Sådan minder Paulus os – midt i forventningen - om, at der er større håb, end de, der lige nu fylder det hele. At vi som mennesker ikke skal blive så optagede af at få alle vores ønsker opfyldt ”på den korte bane” – at vi glemmer, at det vigtigste – det vi som kristne håber på - er meget større end det.
At håbet ”på den lange bane” er det, der bærer os. Også gennem alt det, som lige nu er bøvlet og hårdt.
For det større håb - det som vi måske nu kun kan ane eller mærke som en indre længsel bag det hele, og som det kan være utroligt svært at sætte ord på midt i en hverdag af arbejde og indkøb og forberedelsen af det næste måltid….
Dét håb vil fortsat insistere på at blive hørt. Også selvom intet i den ydre verden peger på nogen forløsning eller trøst – måske snarere tvært imod ind imellem. Alligevel har det håb bidt sig fast i os – og er helt grundlæggende det håb vi lever på.
Og det er også i høj grad tilfældet i evangelieteksten til i dag.
For Jesus taler her lige inden sin korsfæstelse og død. Står over for en umiddelbar fremtid fuldstændig uden håb fordi – som han udtrykker det - ”hans time er kommen”.
Alligevel forstår han det frygtelige der skal ske, som en sejr, at hans død på en eller anden mærkelig og uforståelig måde er Guds plan og vil komme til at herliggøre Gud – at Gud vil komme til at stå sejrende tilbage på den anden side…Det er det større håb, som kan bære midt i håbløsheden.
For nylig kunne man – i forbindelse med 75 året for Danmarks befrielse – bl.a. i Kristeligt Dagblad læse nogle af de afskedsbreve, som modstandsfolk skrev til deres familier – lige inden henrettelsen. Helt unge mænd, som havde valgt at sætte alt ind i kampen mod besættelsesmagten og som nu stod for at betale den allerhøjeste pris.
Ikke ”bare” udskyde en planlagt fest eller væbne sig med tålmodighed, men ofre deres eget liv for fællesskabets eller deres overbevisnings skyld.
Og midt i afskeden er de stærke og ser en mening ”trods alt” – at det, der skal ske, i sidste ende vil være med til at forandre verden. Så nu giver de sig ”Gud i vold” – nu er det op til Gud, hvad der skal ske.
Det er næsten som at høre Jesus, der her taler til sin far: ”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre” (= Jeg har gjort min pligt, Far) og ”Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til” (= Nu vender jeg hjem, jeg tror, det ender godt!).
Så selv om Jesus står her lige umiddelbart inden sin egen død, står hans lid til det større håb, at midt i det hele er også hele tiden Gud. At der midt i ulykken er en mening, der er større og vil bære igennem.
Teksten er et uddrag af Jesu ypperstepræstelige bøn. Det kalder man dette afsnit i Johannesevangeliet, hvor han lige inden sin død beder på vegne af alle os andre. Alle os, der har brug for Guds hjælp til at bevare et større håb. Alle os, der er nødt til at sætte vores lid til Gud i mødet med en usikker nutid og bekymrende fremtid:
”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem”.
For ifølge Johannes ligger vores håb og trøst i, at vi er akkurat lige så forbundne med Gud, som Kristus er.
At vi lige så selvfølgeligt har del i hans herlighed – ja, at Guds herlighed er at være ét med os.
At intet nogensinde skal kunne skille os fra Gud, hverken i dette liv eller efter døden, fordi det er, hvad Gud vil. Dette fuldstændige fællesskab, som intet mørke kan bryde.
Så det større håb er også det, der skal bære os fremover. Ikke dagens smittetal, eller regeringens skiftende anvisninger. Ikke kurserne på børsen eller antallet af arbejdsløse. Ikke muligheden for at gå i kirke, eller nødvendigheden af at blive derhjemme.
For uanset er det Guds trofasthed, der skal bære os igennem – og så kan vi holde ud - også på den meget lange bane. Fordi vi her trækker på samme hammel som Gud og fra Gud nok skal få de kræfter, som skal bære os oppe. Som Paulus fortsætter:
”Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed” Og teksten slutter: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet”.
Det er mærkelige sager, det her.
At skulle håbe, på noget, man ikke kan se.
At skulle vide noget, som kun kan tros.
Alligevel er det lige netop på dette sted og i dette møde, at vi bæres af de stærkeste hænder.
Det er lige her vi har hjemme.
Amen
Og lad os bede:
Himmelske far!
Luk mig ind i stilheden for dit ansigt, bare for en kort stund.
Luk alt det ude, der tynger mit sind og ødelægger min fred.
Tal til mig, så jeg mærker dit nærvær og den fred, som kun du kan give:
At du er det store gode hjerte, der banker bag verden og giver livet værdi. At din kærlighed er stærkere end alt ondt.
Tak for den smukke verden, som du har skabt. For naturen omkring os. For vores familie, vore naboer og venner. For mad og tøj og en seng at sove i. For alt godt, som vi dagligt modtager af din hånd.
Men mange steder i verden er nøden og ufreden stor. Vær nær de steder, hvor der er konflikt og krig. Hvor mennesker undertrykkes eller er på flugt. Vi beder om fred, generøsitet og lydhørhed mennesker imellem.
Vær nær hos de syge, de bange, de ensomme. Gør os åbne for andres nød, vis os, hvor vi kan hjælpe.
Vær nær hos regeringer og alle med magt og myndighed, her i landet og ude i verden. Hjælp dem til at forvalte deres magt med omtanke og respekt for ethvert menneskeliv. Vær nær hos vores dronning og hendes familie – ja, alle familier, så vi må bevares i kærligheden og omsorgen for hinanden.
Amen
