Prædikener


 

5. søndag efter påske, 2. tekstrække v/ Lise Barnkob

Søndag den 17. maj 2020

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: 

 Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. 
 Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. 

(Rom. 8,24-28) 
 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. 

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. 

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi. 

(Joh.17,1-11)

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Så er det lige før – at vi må åbne kirkerne for gudstjenester igen. Det har vi håbet på længe, at det snart ville blive muligt, - og så er det altså nu – lige om lidt, at det sker! 

Fra på torsdag, Kristi Himmelfarts dag, kan man igen komme til gudstjeneste her i Viby kirke og i kirker landet over – godt nok på lidt forandrede vilkår – men vi kan samles igen. Og det er godt.

For vi er virkelig blevet prøvet på vores tålmodighed. Har lært at udskyde behov.  

Lige fra konfirmanden, der har måttet opleve sin store dag udskudt helt til starten af 8. klasse – over brudepar som har valgt at vente, til de kan holde den fest, som de havde drømt om – over alle de sørgende, der har valgt at skubbe med en urnenedsættelse, for at kunne samle hele familien til afdøde ved en senere lejlighed. 

Og så alle os. Som bare gerne har villet kunne fejre gudstjeneste igen. Ikke længere hver for sig – foran fjernsynet eller computeren. Men sådan rigtig - i Guds eget hus. 

Men - får vi så at vide i dag: ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?”  

Sådan minder Paulus os – midt i forventningen - om, at der er større håb, end de, der lige nu fylder det hele. At vi som mennesker ikke skal blive så optagede af at få alle vores ønsker opfyldt ”på den korte bane” – at vi glemmer, at det vigtigste – det vi som kristne håber på - er meget større end det.  

At håbet ”på den lange bane” er det, der bærer os. Også gennem alt det, som lige nu er bøvlet og hårdt. 

For det større håb - det som vi måske nu kun kan ane eller mærke som en indre længsel bag det hele, og som det kan være utroligt svært at sætte ord på midt i en hverdag af arbejde og indkøb og forberedelsen af det næste måltid…. 

Dét håb vil fortsat insistere på at blive hørt. Også selvom intet i den ydre verden peger på nogen forløsning eller trøst – måske snarere tvært imod ind imellem. Alligevel har det håb bidt sig fast i os – og er helt grundlæggende det håb vi lever på. 

Og det er også i høj grad tilfældet i evangelieteksten til i dag.  

For Jesus taler her lige inden sin korsfæstelse og død. Står over for en umiddelbar fremtid fuldstændig uden håb fordi – som han udtrykker det - ”hans time er kommen”.  

Alligevel forstår han det frygtelige der skal ske, som en sejr, at hans død på en eller anden mærkelig og uforståelig måde er Guds plan og vil komme til at herliggøre Gud – at Gud vil komme til at stå sejrende tilbage på den anden side…Det er det større håb, som kan bære midt i håbløsheden. 

For nylig kunne man – i forbindelse med 75 året for Danmarks befrielse – bl.a. i Kristeligt Dagblad læse nogle af de afskedsbreve, som modstandsfolk skrev til deres familier – lige inden henrettelsen. Helt unge mænd, som havde valgt at sætte alt ind i kampen mod besættelsesmagten og som nu stod for at betale den allerhøjeste pris.  

Ikke ”bare” udskyde en planlagt fest eller væbne sig med tålmodighed, men ofre deres eget liv for fællesskabets eller deres overbevisnings skyld.  

Og midt i afskeden er de stærke og ser en mening ”trods alt” – at det, der skal ske, i sidste ende vil være med til at forandre verden. Så nu giver de sig ”Gud i vold” – nu er det op til Gud, hvad der skal ske. 

Det er næsten som at høre Jesus, der her taler til sin far: ”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre” (= Jeg har gjort min pligt, Far) og ”Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til” (= Nu vender jeg hjem, jeg tror, det ender godt!).  

Så selv om Jesus står her lige umiddelbart inden sin egen død, står hans lid til det større håb, at midt i det hele er også hele tiden Gud. At der midt i ulykken er en mening, der er større og vil bære igennem. 

Teksten er et uddrag af Jesu ypperstepræstelige bøn. Det kalder man dette afsnit i Johannesevangeliet, hvor han lige inden sin død beder på vegne af alle os andre. Alle os, der har brug for Guds hjælp til at bevare et større håb. Alle os, der er nødt til at sætte vores lid til Gud i mødet med en usikker nutid og bekymrende fremtid: 

”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem”. 

For ifølge Johannes ligger vores håb og trøst i, at vi er akkurat lige så forbundne med Gud, som Kristus er.  

At vi lige så selvfølgeligt har del i hans herlighed – ja, at Guds herlighed er at være ét med os.  

At intet nogensinde skal kunne skille os fra Gud, hverken i dette liv eller efter døden, fordi det er, hvad Gud vil. Dette fuldstændige fællesskab, som intet mørke kan bryde. 

Så det større håb er også det, der skal bære os fremover. Ikke dagens smittetal, eller regeringens skiftende anvisninger. Ikke kurserne på børsen eller antallet af arbejdsløse. Ikke muligheden for at gå i kirke, eller nødvendigheden af at blive derhjemme. 

For uanset er det Guds trofasthed, der skal bære os igennem – og så kan vi holde ud - også på den meget lange bane. Fordi vi her trækker på samme hammel som Gud og fra Gud nok skal få de kræfter, som skal bære os oppe. Som Paulus fortsætter: 

”Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed” Og teksten slutter: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet”. 

Det er mærkelige sager, det her.  

At skulle håbe, på noget, man ikke kan se.  

At skulle vide noget, som kun kan tros.  

Alligevel er det lige netop på dette sted og i dette møde, at vi bæres af de stærkeste hænder.  

Det er lige her vi har hjemme.  

Amen 

 

Og lad os bede:  

Himmelske far! 

Luk mig ind i stilheden for dit ansigt, bare for en kort stund. 

Luk alt det ude, der tynger mit sind og ødelægger min fred. 

Tal til mig, så jeg mærker dit nærvær og den fred, som kun du kan give: 

At du er det store gode hjerte, der banker bag verden og giver livet værdi. At din kærlighed er stærkere end alt ondt.  

Tak for den smukke verden, som du har skabt. For naturen omkring os. For vores familie, vore naboer og venner. For mad og tøj og en seng at sove i. For alt godt, som vi dagligt modtager af din hånd. 

Men mange steder i verden er nøden og ufreden stor. Vær nær de steder, hvor der er konflikt og krig. Hvor mennesker undertrykkes eller er på flugt. Vi beder om fred, generøsitet og lydhørhed mennesker imellem. 

Vær nær hos de syge, de bange, de ensomme. Gør os åbne for andres nød, vis os, hvor vi kan hjælpe. 

Vær nær hos regeringer og alle med magt og myndighed, her i landet og ude i verden. Hjælp dem til at forvalte deres magt med omtanke og respekt for ethvert menneskeliv. Vær nær hos vores dronning og hendes familie – ja, alle familier, så vi må bevares i kærligheden og omsorgen for hinanden. 

Amen 


 

 

 

 

4. søndag efter påske 2020 v/ Henrik Søgaard Mikkelsen

Søndag den 10. maj 2020
Salmer: 10 – 218 – 289 - - 487 – 339
Se og hør salmerne her. Den Danske Salmebog Online


Fuglefængerens fælde

Bøn: Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord!

Salmisten skriver: Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige, hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jor-dens skaber.
Salmernes Bog 124,1-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menne-skesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johannesevangeliet 8,28-36

Kære menighed!

I skrivende stund… sådan jeg alligevel aldrig indledt en prædiken, men meget er som bekendt anderledes i denne coronatid – også for præsten og konfirmanderne, som skulle have fejret konfirmation på denne søn-dag… men altså lige nu i aften sidder jeg med bibelen og salmebogen på bordet foran mig og skriver på min prædiken til denne søndag. I vinduet brænder to levende lys til erindring om Danmarks befrielse den 4. maj 1945.

Det er nu 75 år siden, at budskabet fra Danmarks Radio lød: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig” – og budskabet blev gentaget for, at ingen skulle være i tvivl om, at nu var besættelsen ophørt. Glæden brød løs. Mange rev mørklægningsgardinerne ned og tændte levende lys i vinduerne, for glæden skulle fejres og snakkes igennem. Derfor er det med god grund, at traditionen med at tænde levende lys i vore vinduer hvert år på den 4. maj stadig holdes i hævd. For vi må huske på, at glæden, håbet og friheden ikke er en selvfølge.

For nogen tid siden blev jeg anbefalet bogen ”Claras krig”. Den er jeg nu – i anledning af 75-året – i færd med at læse. Det er en fantastisk bog! Den handler om en helt almindelig pige, Clara Kramer, der var 15 år, da Anden Verdenskrig brød ud. Men hun var også en jødisk pige fra Polen.

Da tyskerne invaderede Polen, boede der omkring 5000 jøder i Claras hjemby, Zjovkva. Ved slutningen af krigen var der blot 60 overlevende jøder tilbage! Clara og hendes forældre overlevede mirakuløst - takket være en etnisk tysker, Valentin Beck, der var berygtet alkoholiker, skørtejæger og højrøstet antisemit.

18 mennesker levede sammen i en kælder, de havde gravet ud under naboens kælder. I de tyve rædsels-vækkende måneder, de levede under jorden, førte Clara dagbog.

Clara skrev bogen på baggrund af sine dagbøger i 2009. Da var hun 82 år gammel, men havde ikke glemt en eneste detalje fra dengang, hun så at sige var levende begravet for at redde livet. Det er næsten som taget ud af dagens gammeltestamentlige læsning, hvor det hedder: ”Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet.”

Bogen rummer glimt af endeløs skønhed, selv om hun og de 18 andre ”beboere” sidder i en beskidt jord-kælder og fyldt med rædsel for alt, hvad der sker i verden udenfor. I bogen er der en sætning fra et af de skønneste kapitler, jeg har læst indtil nu. Den lyder: ”Hvad er det med dette væsen, som Gud har skabt, at selv om vores familie blev myrdet, og hvert øjeblik kunne blive vores sidste, så kunne vi stadig føle en sådan kærlighed? Måske var dette det største mirakel af dem alle.”

De har gennem deres redningsmand, i hvis kælder de bor, hørt om rydningen af den jødiske ghetto og hørt om nogle af deres familie, som blev skudt. Men især har Clara og hendes søster Mania bedt til Gud igen og igen for to små børn, en fætter og en kusine. Og mirakuløst er de blevet reddet, og de er nu hos dem i kæl-deren. Den aften finder Mania sin søster i mørket og siger: ”Jeg er så glad for, at børnene er her. Tror du, Gud hørte vores bønner?”

Mania var så taknemmelig for børnene, at hun spekulerede over, om hun mon også havde ret til at bede om mere, for sit eget liv, for de andres liv, for mad og sikkerhed, for en ny kjole og rent tøj. Clara svarer hende, at Gud godt kan lide, at vi beder for de mennesker, vi godt kan lide.

Mania siger: ”Papa siger, at de bedste bønner er gode gerninger”. Nu er de helt tætte, de to søskende. Alle andre i jordkælderen sover. Og Mania siger: ”Vi var aldrig så tæt på hinanden før krigen.”

De havde ellers været så forskellige. Mania havde altid haft fuldt drøn på, mens Clara var den boglige, der var mere indadvendt. Nu var de sammen, fordi de følte den samme kærlighed. De nåede hinanden på alle måder der i mørket. De to små børn lå imellem dem og sov trygt. Clara skriver: ”Jeg var lykkelig. Lykkelig, som jeg måske aldrig har været det hverken før eller siden.” Og så er det hun siger det: ”Hvad er det med dette væsen, som Gud har skabt, at selv om vores familie blev myrdet, og hvert øjeblik kunne blive vores sidste, så kunne vi stadig føle en sådan kærlighed? Måske var dette det største mirakel af dem alle.”

Kære menighed

Det er Guds kærlighed, hun taler om. Det er Guds kærlighed, hun og søsteren føler så stærkt – selv i denne trængselstid. Det er som skrevet ud af teksten fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente: ”Vort liv blev red-det som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber.”

De to søskende ligger der i kælderdybet og bliver overrumplet af en gennemgribende lykkefølelse. Det selv om de er ufrie og lever under jorden og ikke kan bevæge sig udenfor og mærke forårssolen bare et lille øje-blik. De ville øjeblikkeligt blive angivet til Gestapo og SS. De ville blive skudt og måske det, der var værre.

Alligevel føler de sig frie i modsætning til nazisterne, skønt det var dem, der havde magten. De kunne bruge magten, som de ville og gøre, hvad de ville, men den frihed, som de to piger oplevede i mørket var af en helt anderledes og dybere karakter. Der nede i dybet åbenbaredes nemlig menneskets rette bestemmelse: Kærligheden, hengivenheden og trangen til at passe på hinanden. Der var tale om en frihed i kærlighed. Det var den sandhed, de oplevede den aften, da de fik reddet deres to små familiemedlemmer i sikkerhed nede i kælderen.

"Hvis I bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie", siger Jesus i evangelieteksten til i dag.

De to søstre oplever en sandhed nede i kælderen, som gør dem frie. De oplever en sandhed og en kærlig-hed af himmelske dimensioner. De oplever Guds kærligheds magt lige midt i deres magtesløshed. De ople-ver en sandhed, som giver dem styrke til ikke bare at gennemleve deres trængsler, men også til at have overskud af kærlighed til at elske og gøre godt for deres næste. De oplever friheden, den sande frihed, ved at være noget for andre. Den sandhed, som Jesus taler om, handler om, at i kærligheden findes den sande frihed.

Kristendommen bærer på en lykke, som kommer af at vi er hinandens verden. Når vi opdager det, vil intet kunne binde eller begrænse os. Ja, selv der, hvor vi mister hinanden, vil lykken være til stede, for kærlighe-den overskrider alle grænser.

”Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber.”

De to søstre Mania og Clara har den salme med sig nede i kælderdybet. De ved nok om ondskaben i verden udenfor og om de jødiske brødre og søstre, der endte deres liv i koncentrationslejrenes massegrave. De for-står ikke, at der ikke er nogen, der stopper ondskaben. Og alligevel kan de synge med på de to sidste linjer: Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber. For de ved også, at et menneske er skabt til at elske sin næste og at give sit liv for at redde en anden.

Sandheden er i den rene kærlighed, som forener de to søskende den nat i kælderen. Sandheden er i den kærlighed, der får Jesus til at gå hele vejen. Sandheden er i det væsen, som Gud har skabt, når bare vi vil lytte ordentlig efter, hvad det er vort hjerte siger.

Amen!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første
begyndelse, nu og i al evighed.


 

 

 

 

3. søndag efter påske 2020 v/ Henrik Søgaard Mikkelsen

Søndag den 3. maj 2020
Salmer: 736 – 218 – 234 - - 320 – 722
Se og hør salmerne her. Den Danske Salmebog Online


Mere end en klase muslinger!

Bøn: Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I ve-jen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ik-ke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Johannesevangeliet 14,1-11

Kære menighed!
Overskriften på min prædiken i dag bliver: Mere end en klase muslinger! Det er en vending, jeg har fundet hos den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Han skriver et sted i selvbiografien ’Min kamp’: 
”Hvad var det menneskelige værd? Hvad var mennesket på jorden andet end blot et kryb blandt andre kryb, et liv blandt andre liv, som ligeså godt kunne manifestere sig som alger i en sø, svampe i en skov-bund, rogn i en fiskemave, rotter i en rede eller en klase muslinger på et skær? …Åh, der fandtes andre perspektiver, for den samme verden, kunne den ikke ses som et mirakel af kølige floder og vidtstrakte skove…Jo, det kunne den, for mening er ikke noget vi får, men noget vi giver. Døden gør livet meningsløst fordi alt hvad vi nogensinde har stræbt efter, ophører med den, og den gør livet meningsfuldt fordi dens nærvær gør den smule vi har af det, umisteligt, hvert øjeblik kostbart.” [Bd.2, s. 110]

Det synes jeg, er godt skrevet. Vi bilder os ofte ind, at verden kun er alt det, vi kan se, måle og veje. Men sådan en tankegang har altid for mig stået som udtryk for et indsnævret og forkomment verdensbillede. Hvis vi kun har modet og viljen til at tro på det, som videnskaben kan bevise, så er livet efter min mening blevet fantasiløst og kedeligt. Som dem, der siger, at når man er død, så er der lukket og slukket. Jeg for-står det ganske enkelt ikke. Jeg forstår ikke, at man kan have en så fasttømret tro på, at den menneskeli-ge eksistens ikke er spor andet end en samling molekyler i det store uendelige univers. Jeg forstår ikke, hvordan man kan tro på, at der ikke er noget efter det jordiske liv, - ja, at der ikke er en opstandelse og et evigt liv – et sted derinde på den anden side. 

Jeg forstår godt, at man kan komme i tvivl om det alt sammen og jeg forstår, at det indimellem kan være svært at tro, men jeg har det trods alt fuldstændig som digteren Søren Ulrik Thomsen, når han siger: ”Tanken om opstandelsen og det evige liv er i sandhed hinsides al fornuft, men samtidig forekommer den mig ikke længere mere fantastisk end det forunderlige liv, vi allerede lever. ” 
Så enkelt er det i virkeligheden. 

Jesu afskedstime
I dagens tekst hører vi Jesus sige til disciplene: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.”

Det er Jesu afskedstime – og det er skærtorsdag aften. Han trøster disciplene, som er dybt rystede over det, de har hørt ham fortælle: at han inden længe skal lide og dø og skilles fra dem. 

Det han siger, er: ”Jeg ved, at det hele virker så meningsløst, for jeg vil snart forlade jer. Men I må ikke tabe modet, jeg vil komme tilbage til jer, om end på en anden måde!”

Det Jesus sagde til disciplene dengang er ligeså relevant for os mennesker i dag. Også vi kan blive ramt af tanken om, at alting forekommer så meningsløst. Hvorfor skal vi leve adskilt og føle os så ensomme i den-ne tid? Hvorfor skal nogle blive syge og måske dø? Ja, hvorfor skal vi selv dø? Hvad er der på den anden side? 

Sådan tænker vi, når vi føler os forladt af Gud, - når vi er ladt ene tilbage, og hvem falder ikke engang imellem for den fristelse? 

Spørgsmål, krav og indvendinger
Måske har også vi de samme spørgsmål, og indvendinger - den samme barriere at overvinde - som disci-plene dengang. Læg mærke til, hvordan de gik i rette med deres mester:

Thomas, - eller ’tvivleren’, som han kaldes, sagde til Jesus: “Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Sådan taler det fortvivlede menneske, der oplever meningsløsheden i sit liv. For hvad er meningen?

Den anden discipel, Filip, tog til genmæle og stillede krav: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Vi kender det udmærket fra os selv: Lad os bare få lov at se Gud selv, så vi kan tro på ham! Lad os nu få et konkret bevis på, at der ér et liv efter døden! Og vi forstår godt, hvad Filip ønskede. For vi er heller ikke en snus bedre. Vi foretrækker også at bygge vor tro på kendsgerninger, på dét der kan måles og vejes. 

Men Jesus sætter både disciplene og os på plads. Han ofrede hele sit liv på at få os til at forstå, hvad Guds mening er med det sin skabning. I ét og alt havde han været et billede på Guds kærlige vilje. Men, siger Jesus: “Vil I ikke tro, så tro dog på grund af selve gerningerne”.

Hvilke gerninger, spørger vi? Jo, naturligvis de gerninger, Jesus havde gjort. For hvem i hele verden har elsket sin næste som Jesus? Han helbredte de syge og opvakte de døde - de gerninger, som er al mulig tro værd!

Vejen, sandheden og livet
“Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Jesus. De ord har en ganske særlig betydning. Andre religioner taler jo også om Vejen, og tænker dermed på de leveregler, man skal overholde for at komme til Gud. Men når Jesus siger, han er vejen, så siger han dermed: Den, der tror på mig, er allerede kommet i mål, for jeg er gået igennem lidelsen og døden og opstandelsen for jeres skyld. Derfor spørger han hver ene-ste af os: Hvad leder du efter? Du behøver ikke længere at søge, for du har allerede fundet meningen med det hele! Skatten ligger lige ved dine fødder. For det er mig, som rummer hele vejen og hele sand-heden og selve livet!

Jesus er vejen, men han er også Sandheden, siger han. Når Jesus siger, at han er sandheden – så er det ikke en sandhed vi skal spekulere os til. Der er ikke en sandhed, der kan måles og vejes ved hjælp af vi-denskabens metoder. Sandheden, som Jesus taler om, det er Guds rige - det er Guds virkelighed, hvor alle de grænser som døden og livet sætter for os mennesker, er slettet ud, skyllet væk, tilintetgjort. Han ønsker bare, at vi skal holde os til den sandhed.

Jesus siger også: “Jeg er Livet”. For det samme liv, som han levede i tro på Gud og til gavn for sin næste - det samme liv skal vi leve og frimodigt slide det op til sidste trevl. 

Midt iblandt os er Guds rige
Og endelig: Jesus siger, at han går bort for at gøre en plads rede for os, for at hvor han er, dér skal også vi være. I himlen er der mange boliger, siger Jesus. Men der er også et liv, vi skal leve hver især lige nu og her. For Jesus har lovet at komme til os, hvor end vi er, med sin Ånd og sit Ord. Han favner os allerede her på denne jord, for også her midt blandt os findes Guds rige! (DDS 320)

Vi opfordres til på trods af døden og alt, hvad der skiller os fra Gud og hinanden, at holde fast ved livet i troen på Gud - det liv, som han gav os fra begyndelsen, og som han ikke vil, at vi på noget tidspunkt skal miste. 
For vi er mere end en klase muslinger på et skær!

Amen!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første
begyndelse, nu og i al evighed.

 

 


 

 

 

 

1. søndag efter påske v/ Henrik Søgaard Mikkelsen

Søndag den 19. april 2020
Salmer: 754 – 356 – 227 - - 249 – 218.
Se og hør salmerne her: Den Danske Salmebog Online


Natten går mod dag

Bøn: Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Johannesevangeliet 21,15-19


I sangen ”Dengang da jeg var lille” synger Kim Larsen om sine erindringsbilleder fra barndommen. Han synger om spøgelser, der stod og grined’ i den mørke trappeopgang, og om dengang da verden var vidunderlig og solen skinnede over Peblingesøen. Og så synger han:

”Det er den mærkeligste jul, som jeg har haft – grangrene på et kosteskaft”.

I dag på den første søndag efter påske, kan mange af os sige det samme om påsken i år: Det er den mærkeligste påske, jeg har haft – kirkerne var lukket og fællesskabet slukket. 

Coronaen har sat verden på ”stand by” og det er virkelig mærkeligt, at ikke blot kirkerne, men at alt, - næsten alt - er lukket ned. Værre er, at vi ikke kan være sammen, som vi plejer. Det er hårdt og vi har nu erfaret, hvad det vil sige at længes efter en almindelig hverdag med det samme sociale liv, som vi kender. Som vor dronning Margrethe sagde det meget præcist forleden aften i talen på sin 80 års fødselsdag: ”Vi har mærket, at fraværet af det nære samvær og et kram, betyder mere end vi havde forestillet os”.

Meget bedre kan det ikke udtrykkes. I denne alvorlige krise længes vi efter trygheden, fællesskabet og kærligheden. Vi længes efter følelsen af at være lykkelig og fri.

I den svenske film ”Som i himlen” er der en smuk og forløsende scene, hvor Gabriela synger en sang, der handler om hende. Gabrielas sang, hedder den. Gabriela har haft et vanskeligt liv, men en mand som er voldelig, jaloux og utilregnelig. Hun har aldrig været rigtig fri og glad, fordi han har styret og kontrolleret hende i alt. Men nu er hun endelig begyndt at vågne op. Gennem det lokale kirkekor, hvor hun synger, har hun mødt et fællesskab, en tryghed og en kærlighed, der gør hun tør gribe livet på ny. Korets dirigent, Daniel Dareus, har skrevet en solosang til hende. Den skal hun synge ved forårskoncerten i kirken. I det sidste vers synger hun:

Jeg vil leve lykkelig
fordi jeg er den, jeg er
kunne være stærk og fri
se hvordan natten går mod dag

 

Kære menighed
At leve lykkelig, at være stærk og fri – det er noget vi alle ønsker os. Det er ikke bare Gabriella og mennesker, der som hende har haft et svært liv, der ønsker sådan. For det handler om det, som er det allervigtigste i livet: at elske, at være lykkelig, at gøre lykkelig og at glæde os over det at leve og bare være til. Det er det vi alle dybest set længes efter. Vi længes efter at se, hvordan natten går mod dag.

Det er ikke mere end en uge siden, englens ord lød i den tomme gravhule: "Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham.”

Man skulle tro, at disciplene ville juble af glæde over nyheden og englens budskab. Men sådan var det ikke, ifølge evangelierne. Der står tværtimod, at de var bange og at de tvivlede. Ja, de var forvirrede, modløse og havde ondt i sjælen efter deres nederlag, deres totale svigt over for ham, de elskede og havde lovet troskab til døden. Men nu havde de svigtet ham og set, hvordan han blev hånet og nedgjort, hvordan han var blevet pisket og til sidst klynget op på et kors som den værste forbryder. De havde set ham udånde og de havde taget den døde krop ned fra korset og begravet liget i en klippehule i nærheden. Disciplene var rådvilde og fortvivlede. Og nu var de så vendt tilbage til hverdagen som fiskere ved Genesareth sø, hvor det hele begyndte. De lå i deres både ude på søen i nattens mørke. Men da skulle de altså i mere end én forstand få lov at se, hvordan natten går mod dag.

Og det er så det, der sker i dag: at disciplene får øje på den opstandne. De er allerede vendt tilbage til Galilæa efter de voldsomme begivenheder i Jerusalem. Ja, det er nærmest blevet hverdag igen på trods af alt det, de gennemlevede i påskedagene af svigt og svidende nederlag, den frygtelige korsfæstelse og så til sidst - den tomme grav.

Nu er det som sagt blevet hverdag igen. Hele natten lang har de ligget ude på Genesareth Sø og fisket. Solen er begyndt at stå op i øst og de er på vej ind mod kysten i deres både. Og da får de øje på én derinde på stranden, - én som sidder ved et bål og steger nogle fisk. Manden de har fået øje på, er Jesus. Så opstanden er Jesus, at de ser ham sidde og tilberede et måltid mad!

Og så udspiller der sig – her i dagens tekst - en dyb og smertefuld og forløsende samtale mellem Jesus og Peter. Den Peter, der endnu er som et åbent sår. Han har ikke glemt smerten og sorgen; - og den morgen, da hanen galede for anden gang. Det øjeblik, hvor han brød sammen og havde grædt som et lille barn, fordi han måtte se i øjnene, at han havde svigtet trods af alle forsikringer og dyrebare løfter.

Tre gange havde han fornægtet sin elskede Herre og mester. Og nu bliver han spurgt tre gange: Elsker du mig, Peter? Og Peter bliver mere og mere ulykkelig, fordi Jesus bliver ved med at spørge ”elsker du mig?”. Ulykkelig, fordi der i Peter er et åbent sår, et skammens sår, der væsker og gør ondt. Og nu skal såret heles. Men inden det kan heles, skal det renses, og det gør ondt, så man ligefrem kan se Peter vride sig, da Jesus spørger ham om det der. Tre gange fornægtede Peter og tre gange bliver han spurgt: Elsker du mig? Til sidst er såret blevet renset, og så sker helingen, idet Jesus siger til ham: "Følg mig!"

Hvor er det vigtigt, når der er begået noget forkert, at det heles. Det kan slå et menneske ud, hvis et kærlighedsforhold eller venskabsforhold går i stykker, fordi man aldrig rigtig får helet det, der skete engang af ondt.

Jeg tænker i den forbindelse på, at alt det der med Gud har med kærlighed og tilgivelse at gøre. Det handler med andre ord om dette ene: at elske, at være lykkelig, at gøre lykkelig og at glæde sig over det at leve og bare være til. Det handler om at følge Jesus og derfor lyder hans opfordring til os hele livet igennem: ”Følg mig!”

Det er det, det handler om i dag.

At elske og gøre lykkelig. Sådan, tror jeg, vi kan formulere den vigtigste opgave, vi har i livet. 

Det handler om at turde sige ja, jeg elsker det her liv, jeg elsker det liv, der har evighed i sig, jeg elsker det så meget, at jeg vil det og derfor vil jeg elske og gøre lykkelig og glæde mig ved livet.

”Elsker du mig?” Det er det, Peter bliver spurgt om. Det er det, vi alle bliver spurgt om.

Filosoffen Emanuel Levinas siger et sted, "at en erkendelse af gud, der er adskilt fra forholdet til andre mennesker, er umulig." Det samme kunne K.E. Løgstrup have sagt.

Det er det kristendom forsøger at virkeliggøre hele tiden, at vi altid må møde Gud gennem et andet menneske ansigt til ansigt.

Uendelighedens dimension åbner sig først i det øjeblik, vi står ansigt til ansigt med et andet menneske og handler i kærlighed ud fra det behov om hjælp, vi møder i det andet menneskes blik.

Det er sådan kristendom er. Det vil altid være sådan, at vi møder Gud i det forhold, at vi skal gøre godt for – og elske hinanden. Kristendom fortæller os, at vi som mennesker er Guds hænder og øjne her på jorden. At elske og gøre lykkelig og at FØLGE JESUS – det er to sider af samme sag.

Da Peter mødte den opstandne for første gang, var det hverken som en læresamtale på rektors kontor eller med en løftet pegefinger. Det var ikke med ordene: Din kujon, din tøsedreng, - jeg håbede, at der var lidt mere mandfolk i dig, Peter – du, som lovede at være mig tro til det sidste!!!

Det ville måske nok være forventeligt, - set med menneskelige briller. Men sådan sker det heldigvis ikke, tværtimod! Jesus ser dybt ind i Peter, men med to kærlige øjne som siger: Du er god nok, Peter, for jeg elsker dig og jeg kan bruge dig lige nøjagtig sådan, som du er. Kom nu og følg mig!

DER ER SÅ MEGET, som vi ikke kan forstå. Alligevel kan det underfulde gribe os ved Guds nåde: En tillid til, at det er sandt, at Gud elsker os. At intet kan skille os fra Guds kærlighed. At Gud aldrig opgiver sine elskede menneskebørn, men bliver ved og ved med at gå nye veje og finde nye muligheder for at få sin vilje igennem: at vi forenes med ham i kærlighed, og at vi kaldes til at være hans medarbejdere på hans kærlighedsriges udbredelse til hele den verden, som han elsker.

I lyset af dette enkle budskab skal alt i kristentroen forstås. Kirken har intet andet at fortælle, og der er intet andet, der er værd at høre: Gud elsker dig!

Hans dom over dit fortabte liv tilvejebringer kærlighedens klarhed og indebærer tilgivelse og genoprettelse. Han skænker dig i sin nåde selv den tillid, hvormed du kan gribe hans kærlighed.

Ja, Kristus går i forvejen for os til vort Galilæa, som det hedder i en salme, af Hans Anker Jørgensen:

Det er som at høre en gravengels stemme:
Han er ikke her!
Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme,
han møder jer der!
Det er, som når livet det vender tilbage,
som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.
(Salmebogen nr. 249, vers 2)


Den opstandne Herre og Frelser vil møde os dér, hvor vi arbejder, elsker, har hjemme, midt i vort liv – også hvor vi lider og længes og savner et nærvær og et knus for nu at sige det med dronningens ord. Han møder os i nutid, i øjeblikket, med sin tro, sit håb, sin kærlighed, som gave og som fordring. Men størst af dem er kærligheden. Kærligheden, som aldrig ophører.
Amen!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første
begyndelse, nu og i al evighed.